Påske betyder påskefrokost

Og hvad er vigtigt ved en påskefrokost? Borddækningen, som selvfølgelig skal vise at det er påske. 

I den anledning har jeg lavet nogle små påskekaniner af servietter, der skal pryde gæsternes tallerkner og for at i skal have muligheden for at gøre kunsten efter, har jeg lavet min første “how-to”-video. 
Tag pænt imod den – jeg håber at den er forståelig og ellers må i endelig skrive. Jeg har prøvet at gøre den let og forståelig. 

DIY babysengetøj

Der er ikke ligefrem mange ting, der er billige, når det gælder børn. Man kan være heldig at finde gode tilbud, både i den lokale Netto eller når Babysam holder fødselsdag. Men står man og har brug for nyt sengetøj og ingen steder reklamerer med det, så er der en løsning – hvis du altså kan sy og har en symaskine.

Hvsi du har Instagram og følger mig derinde, så har du nok set dette sengetæt før. Det er lidt tid siden at jeg har lavet det, men jeg har aldrig fået lagt det herind.
Hvis du er så heldig, så kan du købe billigt stof blandt andet i Stof2000 eller Stof og Stil.
Stoffet med hvalerne på købte jeg i længden 110, så jeg havde lidt sømrum. Dette var til trods for at det var 120 bredt – men hvis hvalerne skulle vende den rigtige vej på dynen, så skulle jeg altså købe lidt mere længde.
Det grå stof var dog kun 1 meter bredt, så der blev jeg også nød til at købe 110 cm, for at dynen ville kunne være i sengetøjet. Dertil købte jeg tittebånd. Ikke noget som var nødvendigt, men jeg ville gerne udfordre mig selv lidt og synes at det ser sødt ud.
Så skulle stoffet lige vaskes og tørres, før jeg kunne klippe det ud.
Stoffet blev klippet i målene 70 x 100, plus sømrum på 1 cm (det vil sige reelt 72 x 102).
Som åbning/lukning valgte jeg at der skulle på bagsiden skulle være en flap der skulle gå ind over det andet. Man kunne også have valgt trykknapper eller bindebånd, alt efter, hvad man synes er nemmest eller pænest. Næste gang vil jeg nok vælge trykknapper.
Sengetøjet skal syes på vrangen og så er det bare at sy ligeud, med undtagen for hjørnerne.
Det der tager længst tid, er at vaske og tørre stoffet. Jeg skal helt klart have lavet flere sæt, for jeg kom kun af med omkring de 150 kr. Men jeg tør næste ikke lave flere babysæt, da jeg ikke ved, hvornår han rykker op til juniordynen. Jeg synes, at han vokser så stærkt og alligevel er han stadig lille og bruger babydyne lidt endnu. 

Et helt år er gået!

Sidste lørdag fejrede vi Njords et års fødselsdag. Og i løbet af dagen gik der da også et gip igennem mig, at jeg et år tidligere havde været igennem veer og alt det andet der hører med, for til sidst selv at tage imod den skønneste guldklump og tage ham op i mine arme.

Temaet til fødselsdagen blev dog lidt ligesom dåben, meget mintfarvet. Ikke at en fødselsdag skal have et tema, men jeg kunne ikke lade vær. Jeg glæder mig også til at kunne lave tema efter hans ønske, med Zoo dyr, Cirkus, Batman eller noget fjerde. Det er så hyggeligt at kunne gøre en masse ud af sådan en dag – også selvom Njord var så ligeglad til denne første fødselsdag.
Jeg var da også lidt kreativ med nogle flasker til børnene, som jeg laver en lille DIY til.
Det startede dog ikke så godt. Torsdag morgen afleverer jeg ham i vuggestue, hvorefter jeg tager hjem og bager gulerodsboller og æble/gulerodssaft. Det og lidt frugt skulle Njord have med i vuggestuen om fredagen. Da jeg lige præcis er blevet færdig med begge dele, ringer de fra vuggestuen og fortæller at Njord har 39,9 i feber.
Så resten af torsdagen og hele fredagen går med feber. Så ingen hygge i vuggestuen, men i stedet en sløj lille dreng hjemme.
Jeg skulle have bagt boller til lørdag og have lavet lagkage, men vi har også i baghovedet, om vi skal aflyse hans fødselsdag. Så min mor tilbyder at lave bollerne, så vi kan fokusere mere på lillemanden.
Natten til lørdag er et helvede og Njord har det ikke godt, men da han vågner lørdag morgen, er han glad og feberfri. Så vi holder fødselsdag  og hygger. Gæsterne er inviteret til kl. 13.18, på hans fødselstidspunkt.
Invitationerne til Njords 1 års fødselsdag
En super hyggelig og vellykket dag, med skønne gæster, fine gaver, hygge og kærlighed.

Vil du læse min historie om at blive mor, så kan se læse den her.

En krone til fest og leg

Jeg har været kreativ med lidt garn og en hæklenål. Det er blev til en fin lille krone til Njord, som han havde på til sin fødselsdag.
Det er da også første gang, at jeg laver noget efter en opskrift. Normalt laver jeg alt ud fra fri fantasi, men denne gang ville jeg ikke rigtig eksperimentere. Det skulle bare fungere fra start. Det gjorde det da også og endda i sådan en grad, at jeg har fået solgt en i lilla til smukke Isabella og overvejer at lave nogle stykker ned til vuggestuen.

Har du selv fingerfærdighederne i orden, så kan du finde opskriften på Youtube ellers kan du bestille en gennem mig, hvis du ikke lige har lyst til at begive dig ud i hæklingens kunst.

3,5 år og skattejagt

I går havde min kæreste og jeg været sammen i 3,5 år – og nej, det er de færreste der fejre halve år, når de endelig er kommet forbi det første halve år. Men jeg synes det er lidt hyggeligt at gøre noget uventet.

Mange forventer noget på årsdage, Valentins Dag og så videre, men det er de færreste der forventer noget på en halvårsdag. Så jeg valgte at overraske min kæreste med et lille skattekort. Han fik det så dagen før vores halvårsdag (endnu mere en overraskelse), men det var på grund af nogle planer på den rigtige dag. 
Han kom ind af hoveddøren og på knagen, hvor han normalt hænger sine nøgler, hang et skattekort. På den stod der lidt, blandt andet to gåder, der hver ledte hen til en gemt gave. 
Gaverne var ikke så kreative, men han blev glad. Ikke mindst for en lidt anderledes overraskelse. 
Måske der er noget der kan bruges til en børnefødselsdag eller hvis du selv skal overraske din kæreste eller en anden. 
Kortet er også dejlig nemt at lave. Jeg brugte bare et helt almindeligt stykke kopipapir. Dyppede det i kaffe – nu flere gange du lader det tørre og så dypper det igen, nu mørkere bliver det. Da det var tørt, brændte jeg det i kanten. Jeg gjorde det nede i vasken, hvis nu der skulle ske noget. Bagefter skrev jeg teksten og så tegnede jeg hurtigt et kort. Enkelt og nemt. 

Mine gåseæg

Jeg ved godt at påsken er overstået, men jeg har simpelthen haft så meget og så har både jeg og Njord været syge (og er det stadig). Så overskuddet har ikke været det største, når man har en dreng, der hænger på en konstant, fordi han har det skidt. 
Men selvom påsken er overstået, så synes jeg alligevel lige, at jeg ville vise mine fine gåseæg frem. 
Det øverste billede, er tegnet på med tusch og de nederste er malet med akrylmaling og en fin pensel. Æggene er købt hos Panduro Hobby for et par år siden (nogle gange går det ikke så stærkt!). 

Julegaven til farmand

Jeg lavede en lille ekstra ting til min kæreste fra Njord af, han fik i julegave, om som jeg derfor ikke har kunne vise før juleaften (og har haft glemt alt om efterfølgende)
Men nu får i den at se – om ikke andet, kan der jo være en far, der har fødselsdag lige om lidt eller en ide, der kan gemmes til fars dag 🙂
Når man er mor på SU er der ikke råd til det vilde og derfor heller ikke til at gå til fotografen med Njord konstant (men ville virkelig gerne!). Så er det godt at eje et spejlreflekskamera, at Photoshop kan prøves gratis i en måned og at Youtube er spækket med videoer, der kan hjælpe dig til billedredigering med Photoshop. 
Så jeg greb mit kamera, gav Njord det tøj på, som jeg nu syntes passede bedst, lagde ham et sted med det bedst mulige lys – det er så svært her i vinterhalvåret, skal det lige siges! Så kunne mor ellers lege fotograf og Njord kunne lege lille model, for anden gang i sit liv (første gang, var det dog en professionel fotograf). 
Dette er resultatet – de hænger i tre separate rammer og skal hænges op ude i gangen 🙂
Jeg ved at der er en masse fejl i det og at en professionel ville have lavet et meget bedre resultat, men sådan er det blevet og så må jeg bare øve mig som fotograf. 

En masse gode ideer

Når man går rundt derhjemme på barsel, så får man tid til at se sig omkring og få ideer til, hvad man godt kunne tænke sig at ændre i boligen. Når man er sådan en som mig, så har man rigtig mange ideer og så er et sted som Pinterest et farligt sted. Man kan få så mange gode ideer derinde.

Tre ting jeg dog har haft tænkt på at lave længe. Den ene er cement lysestager. Man kan lave så meget ved dem og lave dem ud af alle mulige ting – det giver et råt look til hjemmet, samtidig med at de kan blive malet kobberfarvet. En billig måde at få lysestager og en nem måde, plus at du får nogle stager som ingen andre har. Noget der virkelig tiltaler mig.
Link til diy: kobber/guld stager, små med stjerner og klodsen
Den anden er en dørmåtte. Min kæreste og jeg købte en i Sverige for snart tre år siden og den er efterhånden så grim, fordi den er så slidt. Sådan er det, når man bor i en opgang, hvor folk skal forbi ens hoveddør – så kan man ikke undgå at en masse folk træder på den dagligt. Men så fandt jeg denne ide på Pinterest med at lave en dørmåtte selv eller i hvert fald pynte den selv. For ærligt, så synes jeg at de dørmåtter man kan købe er så grimme og dem der endelig er lidt pæne, ja dem har alle. Så man kan bare købe en helt kedelig, ensfarvet dørmåtte og så noget spraymaling. Så smart.
Dørmåtte
Den sidste ting jeg længe har ville have i min stue er hylder, men ikke bare almindelige, kedelige hylder – det skal være nogle i lækkert design. Men i stedet for at give flere hundrede kroner for bare en enkelt hylde, så kan man lave det billigt selv, med bare en træhylde og en læderrem.
Hylde med læderrem
Det bliver nok ikke lige nu, at disse ideer kommer ud i verden, da jeg har opdaget, at man som nybagt mor ikke har alverdens tid. Man har kun meget tid til at komme på ideerne, men ikke til at udleve dem.
Men når jeg får tid, så ved jeg, at jeg kan smutte forbi min lokale XL-byg og størstedelen af de materialer jeg skal bruge. Så jeg glæder mig til at kunne bruge min kreativitet i hjemmet.
Al inspiration og billeder er fundet på Pinterest og har link ind til Pinterest, hvor du kan finde de oprindelige sider, hvor der er DIY til hvordan du laver tingene.