#UK-FØDSEL

Terminsdagen kom og turen til Herlev, hvor jeg skulle have en samtale med en fødselslæge om, hvad vi skulle gøre i forhold til at lillebror lå i UK-stilling (underkropsstilling – med underkroppen nedad i stedet for hovedet).

Da jeg kom ind på fødemodtagelsen, kom der en jordemoder for lige at køre en hjertekurve på lillebror og alt så fint ud. Fødselslægen kommer ind og vi taler om muligheden ved endnu et vendingsforsøg eller blot at føde ham, som han nu lå. Jeg vil gerne prøve at få ham vendt igen, for drømmen var at føde i vand igen og det kunne jeg kun, hvis hovedet var nedad. Hun mærker på mig og jeg er denne gang 2cm åben. Så de ville kunne vende ham, tage vandet og dermed give mig en “normal” fødsel.
Hun tilbyder at lave vendingsforsøget med det samme, men da jeg er alene på hospitalet,  bliver vi enige om at jeg kan komme igen klokken 17.00, hvor jeg så har manden med.
Jeg gik derfra med en meget tung følelse mellem benene. Da jeg tog ud til Herlev gik jeg i et rask tempo og tænkte ikke meget over, at jeg faktisk var højgravid. Men da jeg skulle hjem derfra, der vraltede jeg langsomt afsted og kunne pludselig mærke hyppige plukveer.
Derefter kommer Niclas hjem, hvorefter vi så kører mod Herlev. Jeg har stadigvæk veer.
Jeg synes dog at veerne virkelig bider og jeg har svært ved at kontrollere min krop, når jeg bare ligger der på ryggen. Så jeg spørger jordemoderen, om jeg må stå op og rokke til veerne – og så længe vandet ikke er gået, så må jeg gerne. Fornøjelsen i at stå op blev dog kort, for jeg når kun én ve stående og så fosser vandet ud. Som en stor vandballon der sprænger. Jeg bliver så forskrækket at jeg hopper op i sengen! Klokken er 7.45.
Nu går det stærkt. Fødselslæger mm. bliver tilkaldt. De løber rundt og skal have styr på det hele og midt i kaosset siger jeg, at jeg har pressetrang! Jordemoderen fortæller mig, at jeg bare skal lytte til min krop og presse. Jeg kigger helt skræmt på hende og spørger, om jeg overhovedet er 10 cm åben – det er jeg!
Det hele var bare gået så stærkt med fødslen og også bagefter: han blev lagt op til mig, navlesnoren blev klippet og han blev rykket over på bordet ved siden for at blive tjekket og få ilt. Jeg husker, at jeg kiggede over på ham og tænkte “der ligger en baby”. Jeg var slet ikke med, så i min verden var han ikke min.
Han kom over til mig igen, nu med iltmaske. Mine moderlige følelser er slet ikke med, jeg er mere optaget af Niclas og nusser bare den lille gut på mit bryst. Jeg kan huske, at jeg fokuserer meget på Niclas, der står med tåre i øjnene og kigger på mig – tydelig påvirket af at have set hjælpeløst til imens jeg var i smerte og være blevet far igen.
De vil køre min lille nyfødte baby på neonatal til observation – jeg siger at Niclas skal gå med, han tøver og kigger på mig. Jeg vil helst have ham hos vores lille baby, så han kan være der for ham og være opdateret. Så kan jeg stille få lov til at sunde mig over, at jeg faktisk er blevet mor igen. Det er alt for surrealistisk. Jeg fortæller det til jordemoderen, at jeg ikke rigtig kan få mit hoved til at følge med og hun forstår det godt, med sådan en lynfødsel.
Imens jeg bliver ordnet og syet (en førstegrads bristning), taler jeg med jordemoderen og den jordemoderstuderende om forskellige ting – næsten som hvis det var enhver anden dag. Jeg får “fødselsdagsbordet” og først der, alene på fødestuen, begynder mit hoved at bearbejde hvad der er sket. Jeg vil gerne se min søn.
Vores lille Martinus, så ny og fin – med elektroder over det hele. Heldigvis var han igen koblet fra ilten, så jeg kom ikke til at opleve han med den kæmpe slange i næsen. Det har jeg kun fra det billede Niclas har taget af ham.
Njord bliver hentet af mine forældre, hans bedsteforældre, den dag hvor vi tager til vendingsforsøg. Han har i flere dage gået og plaget om, at få lov til at sove hos dem, men har fået et nej, da vi vidste, at de skulle have ham når jeg gik i fødsel. Da Njord ser sine bedsteforældre over i børnehaven, siger han bare til dem “nu er lillebror på vej ud” – for det havde jeg sagt, at det kun ville være der de skulle hente ham. De husker mere end man forventer!
At få et baby i UK-stilling betyder at man lige skal en ekstra tur på hospitalet, for at få ultralydsscannet hofterne, da de kan have taget skade. Her var Martinus sluppet uden nogen skade.
Når jeg tænker tilbage, så ville jeg ikke gøre noget om – jeg vil til hver en tid hellere prøve at føde vaginalt end ved kejsersnit. Det gjorde sindssygt ondt, men han kunne lige så godt have været stjernekigger el.lign., der også ville have givet den ekstra smerte. Så de skræmmehistorier der er omkring sæde- og UK-fødsler, de kommer fra dem der ikke har prøvet det. Jeg er i hvert fald stolt over at have født ham vaginalt – og var det endt i akutkejsersnit, så ville jeg have været stolt af at have prøvet.

Fortælling fra en nybagt mor #5

Følelsen af at være nybagt mor er unik og kommer med en masse tanker, drømme og bekymringer. Dette er ikke anderledes, selv når man bliver mor for anden gang. Dette kan Anja skrive under på, der nu kan kalde sig mor til to dejlige drenge.

Lykken er … at være mor

Den 28. oktober 2015 blev jeg mor for anden gang.
Jeg har i forvejen Noah på 4 år, med en anden. Jeg havde gået med mange tanker omkring, hvordan fødslen ville gå denne gang. Jeg var faktisk lidt nervøs. Men fødslen gik heldigvis hurtig og selvom det gjorde mere ondt end første gang, er han alle smerterne værd. Det gjorde mere ondt fordi jeg denne gang kun havde 2 presseveer før han var ude. Og anden gang er veerne kraftigere end første gang sagde min jordmoder bagefter og det skal jeg da lige love for.
Jeg har igennem min graviditet tænkt mange tanker om, hvordan det ville være at have to børn, hvordan ville min store søn Noah tage det at blive storebror, hvordan ville han reagere på at skulle dele mor med lillebror.
Nu er lillebror Elias 19 dage gammel og Noah er en rigtig god storebror, som gerne vil nusse og kysse, men også syntes Elias er irriterende så han vil nive ham.
Jeg kan til tider blive helt vildt ked af det, fordi jeg ikke har lige så meget tid til at lege med Noah som jeg havde inden Elias kom. Jeg føler mig som en dårlig mor til tider, fordi jeg ikke sover om natten og derfor ikke har ligeså meget tålmodighed som jeg havde før. Jeg troede ikke at det var muligt at have nok kærlighed til at elske to børn lige højt, men det er fantastisk at være mor til to.
Nu er Elias kun 19 dage gammel, så vi skal alle lige vænne os til vi er 4, men indtil videre går det over al forventning 🙂

Jeg elsker mine drenge over alt på jorden og er sikker på, at de nok skal blive rigtig gode venner når Elias bliver større og de kan lege sammen.


Fortælling fra en nybagt mor #4

For tre uger siden (tre uger og fire dage), fem dage over min terminsdato, gik vandet endelig. Vandet gik kl. 1 om natten og kl. 13.18 den 29. august, der sad jeg med min dejlige dreng i armene. Hele forløbet gik så hurtig og pludselig var min graviditet forbi.
Vandet gik kl. 1 om natten, men der havde jeg ingen veer, så jordemoderen sagde at jeg bare kunne gå i seng igen. Kl. 5 ringede min kærestes vækkeur – det var fredag og en arbejdsdag for ham – men jeg sagde, at det kunne være han ikke skulle tage på arbejde. Vi stod alligevel op, mine veer var begyndt, men var ikke hyppige. Vi gik i bad, men det varme bad satte fut i mine veer og snart stod jeg og følte kun 2 minutter mellem hver ve. Så vi var på Fødemodtagelsen kl. 7, hvor jeg fandt ud af, at de fleste af mine veer var Njord, der lå og drejede hovedet, nede i mit bækken! Så jeg var slet ikke åbnet eller tilnærmelsesvis i fødsel. 
Jeg fik alligevel lov til at blive, for jeg var så dårlig og så udkørt, og så var der næsten intet at lave på afdelingen. 
Kl. 10 så de til mig igen og der var jeg så 4 cm åben, så jeg var dermed i aktiv fødsel og blev sendt på fødegangen, hvor jeg fik den jordemoder, som havde fulgt mig gennem min graviditet. Det var dejligt at være hos en, som man kendte, i stedet for en helt fremmed. Men kl. 11 mærkede hun lige efter, hvordan det stod til med at åbne mig – der var jeg 10 cm åben! 
Jeg ville så gerne føde i vand, så jeg skulle have lavet et lavement osv. Fra mine presseveer begyndte og til Njord var ude, gik der under en time. Det var en fantastisk fødsel. 
Da Njord lå på mit bryst, der var det hele bare så rigtig og det var så naturligt, at det var ham der havde boet inde i min mave i de sidste ni måneder. Han var lige så rolig, som da han var inde i maven. 
Desværre havde Njord fået stres til sidst i fødslen og min mælkeproduktion ville ikke rigtig komme igang, så de blev ved med at tage hans blodsukker, da det var lavt på grund af omstændighederne. De begyndte så at give ham modermælkserstatning, men hans blodsukker var stadig i den lave ende. Så efter en nat på barselsgangen, hvor jeg blev vækket en gang i timen, for at læger og sygeplejersker skulle se til Njord – og tage blodprøver! Hans små nyfødte hæle var helt hullede til sidst og jeg var helt udkørt! 
Dagen efter kommer der så en børnelæge og han er ikke helt tilfreds med Njords blodsukker, så vi bliver indlagt på neonatalafdelingen. Her får Njord lagt en sonde, så han kan få hurtigere mad. Men hele oplevelsen, af at man har fået denne lille skabning og ikke har haft et øjeblik til at nyde ham, var forfærdeligt! Vi ventede konstant på at der skulle ske et eller andet – en læge skulle komme, blodprøver der skulle tages osv. Det var en underlig splittethed, for på den ene side vil man det bedste for denne lille skabning og hvis det betød at være indlagt, så var det sådan. Men på den anden side, så ville vi bare gerne hjem og nyde vores lille dreng. 

Jeg følte mig latterlig og samtidig magtesløs – latterlig, fordi jeg stor tudede over at min lille babydreng havde en sonde i næsen, når mange andre på afdelingen havde for tidligt fødte børn osv. Njord fejlede som sådan ikke noget! Magtesløs var jeg, fordi jeg ikke bare kunne give mit barn mad og styre, hvornår man gjorde hvad. Og ikke mindst at jeg ikke kunne gøre til eller fra, men at det var personalet der bestemte alt – også hvornår vi måtte tage hjem. 

Søndag fik vi heldigvis lov til at komme hjem, men vi skulle fortsætte med at supplere med modermælkserstatning. Det gør vi stadig, da min egen mælkeproduktion ikke kan følge med hans udvikling og øgede sult. Men jeg ammer – bare ikke fuldt ud. Han får 1/3 af sit daglige portion mad fra MME (modermælkserstatning) og resten fra mig. 

Så min start på rollen som mor, startede så godt, ved at fødslen gik fantastisk. Derfra gik det ned af bakke, lige indtil vi kom hjem. Da vi kom hjem kunne jeg slappe af og endelig nyde min skønne lille dreng, som jeg elsker mere og mere for hver dag. Det er en ubeskrivelig følelse, følelsen af at elske sit barn. Man kan slet ikke sammenligne følelsen af at elske sit barn med at elske nogen andre – dette overgår alt.



Fortælling fra en nybagt mor #3

Følelsen af at være nybagt mor er helt unik, men den behøver ikke altid at være tyllet ind i stjernedrys og lyserøde skyer. Her er Rikkes fortælling, om hendes oplevelse af, at blive mor.

lykken er … at være mor

Min oplevelse af at blive mor, var meget anderledes end hvad jeg havde forventet. Inden jeg blev gravid snakkede vi om den lykke det ville være når jeg blev det, så da den første test jeg tog var positiv, var lykken stor. Lykken og forventningens glæde var uendelig igennem min graviditet, og jeg glædede mig til at føde. Endnu mere glædede jeg mig til at få min søn op på min mave og mærke det slag af en hammer det ville være, at nu var jeg mor – og jeg ville være så forelsket i min lille dreng.

Da Anton endelig blev født d. 21/7 – 2014, 3 dage efter termin, var det ved hjælp af en kop. Efter et par timers pressen måtte vi erkende at jeg havde brug for hjælp, og det viste sig at være fordi han var stjernekigger. Da han kom ud og blev lagt op på min mave, kunne jeg ikke se hvad han var. Jeg troede i et kort øjeblik at de var kommet til at lægge moderkagen op på min mave, og det var først da de tog ham væk for at tjekke at han var OK efter den hårde start på livet, at det gik op for mig at jeg havde født. Da jeg bagefter fik ham tilbage og skulle ligge tæt med ham, følte jeg mig kvalt. Forundret over den giraf der lige var trådt ind i rummet, men kvalt af maskiner, mennesker og det kroniske nærvær af en-eller-anden.

Jeg lukkede ned for mine følelser i dagene efter, fordi jeg havde brug for at komme mig – psykisk og fysisk. I al den tid vi var på barselsgangen var min kæreste en bedre mor for Anton, end jeg var. Han trøstede når Anton var ked, skiftede ble og holdt øje med ham. Min primære funktion var at give ham mad – i flaskeform. Jeg kunne nemlig ikke døje at have Anton tæt på mig i det første døgn, så amning blev det ikke til, men det var alligevel vigtigt for mig at kunne give ham mad, så da vi dagen efter han blev født blev tilbudt flaske-muligheden tog vi den med det samme, og det har været den bedste løsning for os.

Den turbulente start har gjort, at jeg har haft meget dårlig samvittighed overfor Anton. Efter vi kom hjem drejede jeg og ville have Anton hos mig hele tiden. Jeg følte ikke at han fik nok af mig, jeg følte mig som en dårlig mor fordi jeg ikke havde haft overskud til ham, og fordi jeg ikke havde forelsket mig i ham ved første øjekast. Jeg brød mig ikke om at dele ham med andre – jeg var bange for at hvis andre holdt ham for længe, så ville han knytte sig til dem istedet for mig. Hvorfor skulle han dog vælge mig som sin mor, når jeg tydeligvis ikke var en særlig god en? Jeg følte mig ikke som en mor, og i de første uger efter, tror jeg godt man kunne have bildt mig ind, at Anton bare var en vi passede.

At blive mor var bestemt ikke som jeg havde forventet. Jeg blev hverken forelsket eller ramt af moderfølelse i det sekund han var ude. Det har taget tid for mig at lære at elske ham og at føle mig som en mor, og endnu vigtigere: at føle mig som en god mor! For hver dag der går bliver jeg dog mere og mere sikker i, at jeg ér en god mor, og i at jeg er den bedste mor for Anton. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den hårde fødsel er en stor medspiller til at vi kom skidt fra start, men jeg er heller ikke i tvivl om, at vi nok skal klare den alligevel og at jeg elsker ham ligeså højt som jeg ville have gjort, hvis kærligheden havde fundet os i første sekund.

At blive mor var ikke som forventet, men at være mor, dét er præcis som jeg havde tænkt og ønsket, og hver aften jeg går i seng, glæder jeg mig til en ny dag – også til dem der er nærmere lortebrune end rosenrøde.


Fortælling fra en nybagt mor #2

Følelesen af at være nybagt mor er helt unik. Denne følelse har den nybagte mor, Sara, sat ord på. 

Lykken er … at være mor

Mens jeg skriver dette, ligger lille Daniel ved siden af mig i vuggen og min store datter på den anden side, og sover. Det er nu jeg har tid til mig selv og klokken er over 21. Jeg brude sove, da jeg snart skal op og amme. Men det er mit frirum og min tid til at blive hørt, en helt rar fornemmelse, når døgnets resterende 23 timer og 30 minutter går på børn, mand, hjem og hund. 

Som 2 gangs gravid, gik jeg hele de 9 mdrs. ventetid og tænkte på hvordan det ville være at blive mor til to. vores ældste datter på 6 år, elsker vi jo så højt, at det virkede uvirkeligt at jeg ville kunne elske en “ekstra”. 
– Og definere ham som “ekstra” det var rimelig koldt, især fordi vi havde jo kæmpet i 2-3 år for at blive gravide igen. 
Da det endelig lykkedes var vi jo OVER lykkelige! Bedst af alt vores datter var MEGA stolt. Hun skulle jo være storesøster.
At jeg inde i hovedet kaldte ham for den “ekstra” sagde jeg absolut intet om til nogen, i frygt for at virke kold. Hvordan kunne man elske en mere ligeså højt? Det virkede umuligt. Efter en rutine jordmoder besøg, sendte hun mig videre til Fødegangen. Jeg var åbnet mig men ingen rigtige veer.. Jeg begyndte at gå i panik, da der var lidt mere en 3 uger før termin. og jeg skulle jo have planlagt kejsersnit. Og jeg ville bestemt ikke føde før tid, jeg var bange for hvad der skulle blive af min søn, hvís han kom tidligere end planlagt. Min søn, det var en hel rar følelse at sige.
Efter et par dage, så kom Daniel til verden, 51 cm 3340 kg. Helt og absolut perfekt. Da jeg hørte hans gråd da han blev taget ud af mig, var det som om alt stod stille i lokalet! Jeg hørte eller så intet ud over Daniel. Mit blik og øre var låst fast på ham, min søn. Han blev lagt op til mig hud til hud med det samme, smurt dejligt ind i fosterfedt, blod osv. Jeg havde aldrig troet dette, men det var det mest fantastiske mirakel jeg har oplevet ud over vores 1 datters fødsel. Kærlighed er det rette ord. det var det eneste jeg følte. 
Da jeg ville kysse ham, begyndte han at sutte på min læbe, så jeg lagde ham med det samme til brystet. En hel fantastisk og unik oplevelse. 

2 timer efter opvågningen fik storsøster lov at komme ind til os, vi havde lovet hun skulle være den første til at bære ham. Da hun kom ind og hilste på ham og fik ham op, var det bare så naturlig en del af vores familie. Der var ingen “ekstra” Det var OS og bare OS og kærligheden for dem begge er der ingen tvivl om at den var bare naturlig. Den skal ikke deles, den er der bare helt naturlig for mine/vores 2 skønne mirakler, og det er bare en hel normal del af vores liv som om de altid har været der.

Fortælling fra en nybagt mor #1

Følelesen af at være nybagt mor er helt unik. Denne følelse har den nybagte mor, Therese, sat ord på. 


Lykken er… at blive mor

Efter 9 måneder oprandt dagen endelig, hvor vores lille Villads kom til verden kl.01:59 14/6, lige på terminsdatoen. Efter en halv times presseveer og hårdt arbejde, så kommer han ud og op i armene på mig – og lige med det samme er alt smerte og arbejde glemt. Det er helt fantastisk og fra første sekund er jeg helt fyldt op af kærlighed til det lille menneske der ligger på mit bryst.
Så kommer familien på besøg, man bliver helt overvældet af deres glæde – det er en hel lille lykkerus. Især da de to stolte storebrødre kommer på besøg. Deres glæde er så stor, at det er rørende.
Efter et par dage på sygehuset, omgivet af søde sygeplejersker, var vi klar til at komme hjem og “stå på egne ben”. Det er dejligt at være hjemme, og det hele føles egentlig naturligt, som om man har haft ham hjemme længe.
Men jeg skal da også være ærlig, selvfølgelig er det hårdt at man får ikke alt den søvn man er vant til, men det glemmer man ligeså snart man kigger på sin lille guldklump.
Vi er ude og gå en tur med barnevognen. Vi ser en gravid og lige der i det sekund, kan jeg godt mærke jeg savner min mave. Savner at mærke han sparker og møffer rundt, det giver lige et lille stik i hjertet.
For det har været dejligt at være gravid – men det er nu endnu bedre at jeg kan holde ham tæt ind til mig og give ham et kys.