Fødsler kan være smukke, de kan være hårde og de kan være barske – dette er ligegyldigt om vi taler vaginalfødsel, kejsersnit eller sædefødsel. Der findes succeshistorier og skrækhistorier til det hele. Men jeg erfarede som andengangsfødende, med et barn i UK-stilling, at alle fortællingerne her var skrækhistorier, men ingen af dem var fra med nogen med erfaringen selv.
Så her kommer der endnu en fortælling til jer, direkte fra en mor selv, der har været igennem en sædefødsel. Lyt til fagpersonalet på hospitalet og lyt til dit eget hjerte, når det gælder om fødslen af dit barn.
En sædefødsel er et ukendt territorium for de fleste. Det er ikke noget der bliver talt højt om og når der endelig bliver talt højt om det, er det primært skrækhistorier. Jeg har her på bloggen en fortælling om en sædefødsel fra en førstegangsmor og fra mig selv, da jeg skulle have mit andet barn – Martinus. Dengang søgte jeg kvinder der selv havde stået i samme situation, men det var virkelig svært at finde. Sandheden er, at det stadigvæk er utrolig svært at finde noget om sædefødsler.
Her kommer endnu en fortælling, for en mor der for nyligt har fået sit andet barn – en lille pige født ved sædefødsel. En skøn succeshistorie, med en god fødsel.
Det handler om små liv på flere punkter. Det handler om de små liv der er omkring os i hverdagen, altså børn. Helt fra de nyfødte til de større børn. Derudover handler det om Små Liv, en lille virksomhed, hvor der bliver undervist i at yde første hjælp til de små.
Terminsdagen kom og turen til Herlev, hvor jeg skulle have en samtale med en fødselslæge om, hvad vi skulle gøre i forhold til at lillebror lå i UK-stilling (underkropsstilling – med underkroppen nedad i stedet for hovedet).
Den søde ventetid…
… eller nærmere uendelige ventetid. Så sagde vi pludselig goddag til terminsdatoen.
Sidste uge bød på vægtscanning tirsdag 39+0, hvor de fik målt lillebror til 3564g – et meget nøjagtig tal i forhold til at det stadigvæk kun er et cirka tal. De kan nemlig ikke måle omkredsen af låret, men kun længden på lårbenet. Så man kan ikke regne med om det er et tykt eller tyndt lår.
Dette ønske gik i opfyldelse – fredag morgen mødte Niclas og jeg ind på fødemodtagelsen til et tredje vendingsforsøg, med taskerne pakket. For ville dette forsøg lykkes, så ville de prøve at tage vandet og så ville vi snart have lillebror hos os. Så Njord var om morgenen blevet afleveret hos sine bedsteforældre i stedet for i børnehaven.
– vendingsforsøg; av, av, det kommer til at gøre ondt!
Som gravid skal man høre på meget. Skræmmehistorier, om fødende der er blevet klippet op uden bedøvelse. Fortællinger om hvor skrækkelig en oplevelse det var. Ikke mindst om gode råd, ammestue fortællinger og mærkelige ansigtsudtryk, hvis der er noget der sniger sig det mindste udenfor “normalen”.
Jeg kan ærligtalt godt forstå kvinder, der er skræmt fra vid og sans omkring at skulle have en vaginal fødsel. Det er dem der er flest fortællinger om. Fortællinger om at være i fødsel i 48 timer, om at sprække helt op til numsehullet og forfærdelige Hitler-agtige jordemødre.
Alt det lyttede jeg til under min første graviditet, men gik ind til en vaginal fødsel med oprejst pande og tænkte, at hvis jeg forventer det værste, så kan det kun blive bedre. Det værste i mit hoved var kejsersnit.
… ja, jeg har jo afsløret det på Instagram og Facebook. Jeg skal være mor igen og jeg glæder mig så meget. Det bliver endnu en lille dreng – og bare han bliver halvt så skøn som Njord, så kan jeg på ingen måde klage.
For tre uger siden (tre uger og fire dage), fem dage over min terminsdato, gik vandet endelig. Vandet gik kl. 1 om natten og kl. 13.18 den 29. august, der sad jeg med min dejlige dreng i armene. Hele forløbet gik så hurtig og pludselig var min graviditet forbi.
Vandet gik kl. 1 om natten, men der havde jeg ingen veer, så jordemoderen sagde at jeg bare kunne gå i seng igen. Kl. 5 ringede min kærestes vækkeur – det var fredag og en arbejdsdag for ham – men jeg sagde, at det kunne være han ikke skulle tage på arbejde. Vi stod alligevel op, mine veer var begyndt, men var ikke hyppige. Vi gik i bad, men det varme bad satte fut i mine veer og snart stod jeg og følte kun 2 minutter mellem hver ve. Så vi var på Fødemodtagelsen kl. 7, hvor jeg fandt ud af, at de fleste af mine veer var Njord, der lå og drejede hovedet, nede i mit bækken! Så jeg var slet ikke åbnet eller tilnærmelsesvis i fødsel.
Jeg fik alligevel lov til at blive, for jeg var så dårlig og så udkørt, og så var der næsten intet at lave på afdelingen.
Kl. 10 så de til mig igen og der var jeg så 4 cm åben, så jeg var dermed i aktiv fødsel og blev sendt på fødegangen, hvor jeg fik den jordemoder, som havde fulgt mig gennem min graviditet. Det var dejligt at være hos en, som man kendte, i stedet for en helt fremmed. Men kl. 11 mærkede hun lige efter, hvordan det stod til med at åbne mig – der var jeg 10 cm åben!
Jeg ville så gerne føde i vand, så jeg skulle have lavet et lavement osv. Fra mine presseveer begyndte og til Njord var ude, gik der under en time. Det var en fantastisk fødsel.
Da Njord lå på mit bryst, der var det hele bare så rigtig og det var så naturligt, at det var ham der havde boet inde i min mave i de sidste ni måneder. Han var lige så rolig, som da han var inde i maven.
Desværre havde Njord fået stres til sidst i fødslen og min mælkeproduktion ville ikke rigtig komme igang, så de blev ved med at tage hans blodsukker, da det var lavt på grund af omstændighederne. De begyndte så at give ham modermælkserstatning, men hans blodsukker var stadig i den lave ende. Så efter en nat på barselsgangen, hvor jeg blev vækket en gang i timen, for at læger og sygeplejersker skulle se til Njord – og tage blodprøver! Hans små nyfødte hæle var helt hullede til sidst og jeg var helt udkørt!
Dagen efter kommer der så en børnelæge og han er ikke helt tilfreds med Njords blodsukker, så vi bliver indlagt på neonatalafdelingen. Her får Njord lagt en sonde, så han kan få hurtigere mad. Men hele oplevelsen, af at man har fået denne lille skabning og ikke har haft et øjeblik til at nyde ham, var forfærdeligt! Vi ventede konstant på at der skulle ske et eller andet – en læge skulle komme, blodprøver der skulle tages osv. Det var en underlig splittethed, for på den ene side vil man det bedste for denne lille skabning og hvis det betød at være indlagt, så var det sådan. Men på den anden side, så ville vi bare gerne hjem og nyde vores lille dreng.
Jeg følte mig latterlig og samtidig magtesløs – latterlig, fordi jeg stor tudede over at min lille babydreng havde en sonde i næsen, når mange andre på afdelingen havde for tidligt fødte børn osv. Njord fejlede som sådan ikke noget! Magtesløs var jeg, fordi jeg ikke bare kunne give mit barn mad og styre, hvornår man gjorde hvad. Og ikke mindst at jeg ikke kunne gøre til eller fra, men at det var personalet der bestemte alt – også hvornår vi måtte tage hjem.
Søndag fik vi heldigvis lov til at komme hjem, men vi skulle fortsætte med at supplere med modermælkserstatning. Det gør vi stadig, da min egen mælkeproduktion ikke kan følge med hans udvikling og øgede sult. Men jeg ammer – bare ikke fuldt ud. Han får 1/3 af sit daglige portion mad fra MME (modermælkserstatning) og resten fra mig.
Så min start på rollen som mor, startede så godt, ved at fødslen gik fantastisk. Derfra gik det ned af bakke, lige indtil vi kom hjem. Da vi kom hjem kunne jeg slappe af og endelig nyde min skønne lille dreng, som jeg elsker mere og mere for hver dag. Det er en ubeskrivelig følelse, følelsen af at elske sit barn. Man kan slet ikke sammenligne følelsen af at elske sit barn med at elske nogen andre – dette overgår alt.
Dette er kun til dem, som ønsker at kende opstarten af min graviditet. Det er en kort lille fortælling fra jeg fandt ud af at jeg var gravid til nu.
Graviditetstest, nej tak!
Til trods for at vi jo prøvede at blive gravide, så gad vi ikke at tage graviditetstests konstant. Det kom når det kom og jeg skulle jo nok opdage, hvis jeg var gravid. Vi rejste i december til Rom og hyggede med vin og andet godt. Julen kom og der røg både vin og asti indenbords, uden at jeg anede råd og hvad der voksede inde i maven. Derudover gik et stille og roligt 2013 på hæld, og nytårsaften blev fejret med et enkelt glas rødvin og det var det.
Uden at tænke over at det kunne skyldtes graviditet, så var jeg plaget af konstant træthed. Med råd fra min mor, fik jeg at vide, at jeg skulle prøve Kräuterblut. Det skulle give en masse energi. Jeg prøvede det i to dage og fik det så pludselig meget dårligt.
Med en konstant kvalme ville jeg ringe til lægen, for jeg var sikker på, at jeg fejlede et eller andet med maven! Min kæreste syntes dog lige at jeg skulle tage en graviditetstest. Jeg var imod, for hvorfor skulle jeg være gravid uden at føle mig gravid? Jeg tog dog en test alligevel, fordi han insisterede. Til min store overraskelse kom der to streger frem og da vi regnede efter, så var jeg gravid i 8. uge. Så jeg ringede alligevel til lægen, med nu med et helt andet formål.
Hjerteblink
Der gik kun omkring 4 uger fra vi fandt ud af at vi skulle være forældre, til vi var på Herlev Hospital, for at se vores lille baby for første gang. Det var den mest urealistiske følelse og samtidig mest fantastiske følelse, da vi så vores lille baby dukkede frem på skærmen. Vi fik set hjerteblinket og ikke mindst hørte vi hjertelyden. Det var svært ikke bare at græde af glæde, men jeg ville helst ikke have vand i øjnene, hvis nu at det gjorde at jeg ville misse et glimt af den lille skabning, som nu bor inde i mig.
Vi er nok lidt utålmodige, min kæreste og jeg. I hvert fald kunne vi ikke vente med at få kønnet på vores barn at vide – ikke fordi der er noget vi hellere ville have, men for at vi rigtig kan begynde at få købt ting til den lille, som ikke bare er kønsneutrale. Derfor blev det til en kønsscanning.
Vi lavede et Drop In, som gør at man bare kommer forbi uden at have bestilt tid. Det var den hyggeligste stemning og de sødeste mennesker derinde. Vi kom hurtig til, med kun et par før os.
Vi havde begge vores mødre med, de kommende bedstemødre, som meget gerne ville se deres kommende barnebarn for første gang. Min mor har allerede et barnebarn, da min bror har en søn på 2 år, men min kæreste er den første der får barn, af ham og hans søster.
Jordemoderen scannede løs og vi fik en masse skønne billeder, men desværre kunne hun ikke sige præcist hvilket køn. Så vi fik en ny tid, uden ekstrabetaling. Hun hældte dog mest til at vi venter os en dreng, men hun ville hellere være helt sikker.
Andet besøg var hurtigt overstået – jordemoderen nåede næsten ikke engang at scanne mig, før hun kunne sige, at det ville blive en dreng. Så resten af tiden der, blev brugt på at se ham hygge sig derinde og nyde synet af ham. Vi fik optaget vores babys hjertelyd, da jeg under research til en artikel, har fundet ud af at barnets egen hjertelyd er mere beroligende end moderens hjertelyd. Derudover fik vi en optagelse af at den lille bevægede sig og ikke mindst lidt flere billeder. Begge bedstemødre var med igen og denne gang fik de hver et billede, så de begge nu har et billede af deres kommende lille barnebarn.
En Livsstil 