Fødselsberetning #3

Fødsler kan være smukke, de kan være hårde og de kan være barske – dette er ligegyldigt om vi taler vaginalfødsel, kejsersnit eller sædefødsel. Der findes succeshistorier og skrækhistorier til det hele. Men jeg erfarede som andengangsfødende, med et barn i UK-stilling, at alle fortællingerne her var skrækhistorier, men ingen af dem var fra med nogen med erfaringen selv.

Så her kommer der endnu en fortælling til jer, direkte fra en mor selv, der har været igennem en sædefødsel. Lyt til fagpersonalet på hospitalet og lyt til dit eget hjerte, når det gælder om fødslen af dit barn.

sædefødsel fødselsberetning

Faktisk startede det hele knap 2 uger inden Likas kom til verden. Fordi den lille gut havde lagt sig med numsen ned af, der sad han ret godt.

D. 18/1 første vendingsforsøg: Jeg var pisse nervøs, havde selfølgelig  som man jo gør, men burde ladevær med, læst på nettet og hørt historier. Jeg ændrede mening 40 gang inden og efter vendingsforsøget. “ Hvis han ikke vender sig så vil jeg have kejsersnit” “ej jeg kan sagtens føde ham alligevel” – tankerne de kørte rundt, og alle jeg snakkede med var helt forbløffet over at jeg overhovedet kunne have tanken om at ville føde. 

Nårh, men første vendingsforsøg mislykkes. Fødselslæge var sød. Hun spurgte om jeg havde mod på endnu et forsøg en uge senere. Det havde jeg! 

D. 25/7 andet vendingsforsøg: Lægen prøvede i 3 min tror jeg, hvortil hun kiggede på mig og sagde, ham får vi ikke vendt nogle steder. Jeg havde det godt på fornemmelsen. 

Dagen efter d. 26/7 skulle vi komme til samtale og scaning. Scanningen gik ok, Likas havde det som han skulle, men mængden af foster vand var for lille, så lægen anbefalede os PLK (planlagt kejsersnit) – vi ville få besked på e-boks. 

Waow. Pludeselig var det ikke længere min beslutning om han skulle fødes eller ej, det var bestemt for mig. Jeg var lettet!!

Så kom beskeden, d. 3/7-2019 kl. 7 om morgen var beskeden. Så kunne man ligesom indstille sig på det, jeg var ret klaret i hovedet. Så var jeg fri for at tage nogen beslutning om sædefødsel eller PLK – nu kunne vi bare slappe af en lille uges tid endnu og nyde hinanden inden vi skulle være forældre for første gang. 

D. 27/7 var jeg til informationsmøde omkring forløbet til kejsersnit. (Nu er vi på 3. dag i træk på sygehuset).

Fredag d.28/7 aften gik slimproppen og jeg havde ubehag i kroppen. Jeg blev tjekket på fødegangen – ingen tegn på fødsel.

Men så tog det til, ved midnat begyndte veerne, jeg var på fødegangen igen. Denne gang blev jeg hjemsendt med smertestillende og sovepiller, de hjalp mig heldigvis, og fik da et par timers søvn.

Hele lørdag – sommerens varmeste dag – havde jeg veer. Jeg var virklig presset, hele dagen tog vi tid, 5-7-10-3-5-7 minutter i mellem veerne, de blev bare ikke regelmæssige. Midnat var vi til tjek igen, hjemsendt med samme dosis som dagen forinden, men denne gang hjalp det ingen ting. Hele natten lå jeg med mobilen og tog tid på veerne. Det var det samme, der var stadig langt imellem nogle af dem og følte intet blev regelmæssigt.

Klokken 6 vækkede jeg Dennis. Jeg kunne ikke klare veerne mere, jeg græd, jeg besluttede mig for et bad, intet hjalp – helt nøgen satte jeg mig opgivende ind i sofaen. Dennis ringede til fødegangen og vi fik lov at komme igen, vi ringede til mia (min søster), som skulle komme at hente os.

Her er klokken ca. 7. Men så skal jeg på toilet eller det jeg troede var en pølse der var på vej ud, det var en presseve og pludselig, mens jeg sidder der på toilet, hænger noget ud af mit underliv. Dennis og jeg går i panik og Dennis ringer endnu engang til fødegangen.

Jeg bliver beordret til at ligge mig ned og de tilkalder en ambulance. Jeg tror aldrig Dennis har været så bange i hans liv, han var en presset mand. Tænk sig at stå der helt alene og få beskeder i telefonen uden at kunne gøre noget som helst.

I løbet af samtalen finder de ud af det er min fosterhinde der hænger ud, og ikke navlesnor som først antaget. Derfor falder panikken lidt igen og ambulancen er på vej. 

Jeg husker ikke meget fra da vi ringer og til vi faktisk er på fødestuen – eller jo, jeg husker det, men jeg kan ikke sætte billeder på, gad vide om jeg havde lukkede øjne? 

Jeg er helt nøgen da ambulance mændene kommer – de pakker mig ind i tæppe og slæber mig ned igennem opgangen (vi bor på anden sal). Hele vejen ned til ambulancen, i ambulancen og på ind til sygehuset for jeg ordre fra ambulance mændene “du må ikke presse Anja, du skal puste”….

Jeg gjorde, hvad jeg kunne!

Nu gik det stærkt!

Pressefasen var startet, men jordmoderen skulle lige have styr på lillefyren i maven, så jeg måtte holde presseveerne tilbage! Jeg blev sat på knæene med hænder på det hævede hovedgærde – sådan føder man bedst ved sædefødsler, har man fundet ud af. 

Da de var klar, pressede jeg til!

Og nej, man er ikke i tvivl om forskellen på veerne. Likas kom, som vi jo viste, med numsen først eller faktisk havde den lille fyr lagt sig lidt sjovt. Hans ædelsdele tittede i hvert fald først frem, og efterfølgende kom benene dumpende og så kom numsen ud. Mellem to presseveer begynder min jordmoder at snakke om faldene hjertelyd. Jeg går i panik! “Jeg vil ikke have kejsersnit” – nu var vi dælme lige igang med den fødsel, som jeg troede, at jeg ikke fik, jeg ville gennemføre! Heldigvis, så faldt hjertelyden ikke under næste ve og jeg fik lov at fortsætte.

Et par presseveer eller 4 (hvem tæller) var han næsten ude. Kun hovedet manglede, men det sad fast. Mine presseveer var stoppet, jeg kunne høre lidt panik rundt omkring mig og jeg blev svinget om på ryggen – der for en djævle op i mig og pressede til for at få det lille hoved ud. Klokken 8.32 kom Likas til verden. Han scorede højt i APGAR og blev lagt over på bordet. Det var de længste 5 min i mit liv. “Er han okay?” “Hvordan har han det?” “Hvorfor siger han ikke noget?”

Jordemoderen og lægerne forsikrede mig at alt var ok. Og det var det heldigvis også.

Helt perfekt lille gut på 2810 gram og 52 cm. 

sædefødsel fødselsberetning

2 små steng blev det til og vi var hjemme igen dagen efter. 

Selvom det måske kan lyde som en lidt voldsom oplevelse, så ville jeg til en hver tid tale for at gennemføre en sædefødsel, hvis der er gode betingelser for det. Selve fødsel var god og selvom denne læsning kan virke lidt skræmmende – så står jeg kun tilbage med en god oplevelse og et håb om at sædefødseler ikke skal være stræk og rædsler. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.