
Vi nærmer os lige så stille den søde juletid og vi kender nok alle, den ene (eller flere personer) i familien der er umulig at finde en gave til. Dem der aldrig ønsker sig noget.
Jeg bor sammen med denne person – jeg vil så gerne forkæle ham, men han ønsker sig aldrig noget. I år er jeg så fuldstændig blank i forhold til at finde ham en gave. Som noget mere fantastisk, så har han også fødselsdag 12 dage før juleaften, så det gør det på ingen måde nemmere.
Normalt opfanger jeg altid et eller andet, som han får givet udtryk for at han mangler, men i år har jeg bare ikke oplevet det.
Så må man lægge hovedet i blød og tænke kreativt.
Klippekort! Det er simpelthen en kort med 10 klip på, med 10 forskellige forkælelser. Det er jo helt op til den enkelte om det skal være frække ting, sjove ting, hyggelige ting eller en god blanding.
Kom så klippekortet i en sød æske og ind under juletræet.
Jeg har overvejet at skrive en middag på Hereford, en omgang massage, frit ønske og nogle flere. Det frie ønske er så for at han, kan ytre hvad han ønsker at lave en dag. Og det gode er, at der er et helt år til at indfri gaverne i. Det kan give en månedlig børnefri dag med par-forkælelse.

Flere muligheder
Med min lille ide, tænkte jeg at andre måske kunne gøre gavn af et klippekort. Derfor har jeg lavet lidt forskellige, som er lige til at printe ud. Jeg har printet mine ud på hvidt karton og det fungerer super godt.
Du kan downloade de forskellige klippekort helt gratis, lige så mange gange du vil. Jeg håber blot at du vil smide en kommentar, hvis du vælger at downloade et eller flere klippekort. Tag mig også gerne (@enlivsstil), hvis du deler et klippekort på Instagram. Jeg bliver mega lykkelig over at se mine klippekort blive brugt.