#boganmeldelse
Den 24. juni 2020, præcis for en måned siden, udgav Thea Astrid sin debut roman Langt væk fra Asgård. En proces der havde været et stykke undervejs, men med glæde. Jeg har fået æren af at anmelde dette stykke af fortiden – for bogen foregår i en tid, hvor jætterne hærgede, de nordiske guder regerede og hvor troen havde stor magt.

Langt væk fra Asgård omhandler søskendeparret Tjalfe og Røskva. Deres far forsvandt sporløst år tilbage, nu spøger han pludselig igen og de skal tage nogle valg, som de langt fra føler sig sikre i.
Hurtig bliver man draget ind i denne dystre verden. En verden som Tjalfe og Røskva kender så godt, men som tager en drejning og pludselig er tingene ikke længere som de plejer at være.
De to søskende bliver opsøgt at nogle mænd, der vil have dem med tilbage til en ø, hvor deres far sidder fanget for mord. Men hvor meget er sandt og hvem kan man i virkeligheden stole på, i en verden hvor jætterne og menneskene bor tættere på hinanden end først antaget.
“Hvad?” Røskva turde ikke røre på sig. I al denne tid havde hun prist sig lykkelig over, at Hrym var indespærret, men trygheden var åbenbart falsk. hun var omgivet af jætter.
Romanen indeholder et konstant dystert skær, som er meget klassisk for fortællinger omkring vikingetiden. Det er en gennemført stemning, der gør fortællingen spændende, vedholder læseren og får læseren til at hungre efter mere. Alt i alt gør Thea Astrid et fantastisk stykke arbejde og formår at trække læseren tilbage i tiden og stå som beskuer midt i en tid så langt væk fra vores egen dagligdag.
Endnu en fantastisk detalje ved romanen er Thea Astrids brug af ord. Romanen er fyldt med gamle ord og formuleringer, der gør hele læseoplevelsen endnu mere levende. Og selvom jeg selv er blevet nød til at slå nogle ord op, for at finde betydningen, kan bogen med snilde læses videre, uden nogen dybere ordforklaringer.

Personligt glæder jeg mig meget til toeren kommer, da jeg alle dage har elsket vikingetidens mystik og den nordiske mytologi – ikke noget under at Njord har fået lige præcis det navn.
Pingback: Langt væk fra Asgård — En Livsstil | Mon site officiel / My official website