Halloween uhygge til store og små…

Opdateres løbende…

Det er ved at blive mere og mere udbredt i det lille danske land, at vi holder halloween. Jeg er på og elsker højtider, hvor man kan få lov til at være kreativ og især når man kan få lov til at klæde sig ud.

I år er vi nogle piger (okay, vi har næsten alle passeret de 30, så vi er vel efterhånden kvinder?), som har valgt at holde halloweenfest. Det indeholder god mad, pynt og ikke mindst udklædning! Og festen er kun for voksne, så det betyder også mulighed for halloween-drinks.

Så når halloween i år både byder på børnefest og voksenfest, så skal der jo gøres lidt ud af det hele.

Små spøgelser

Vi har været ude og plukke blade, som er blevet spraymalet med hvid maling og til sidst har fået tegnet ansigter på.

De skal sættes på snor og pynte som små spøgelser – de kan så også gemmes og laves til bordkort til halloweenfesten.

Klementin græskar

Mine børn elsker klementiner, så hvorfor ikke gøre lidt ekstra ud af dem i denne uhyggelige tid?

Jeg har ganske simpelt malet ansigter på klementinerne inden de er blevet lagt i frugtskålen. Så ligger de der og ligner mini græskar.

Kastanjer

Dette er blandt andet tiden for kastanjer – så vi har været ude og samle kastanjer. Vi talte om hvad vi skulle lave og talte om det man normalt laver med kastanjer; kastanjedyr og edderkopper/sole (dem med garn viklet rundt om sig.

I år har vi dog valgt at lave noget lidt andet, nemlig små kranse.

Her skal du bruge ståltråd, kastanjer, bånd til sløjfe og ikke mindst noget til at lave huller i kastanjerne med (jeg brugte en syl).

Lav hul i alle kastanjerne, så hullet går hele vejen igennem kastanjerne. Kom dem på en ståltrådssnor ligesom hvis de var perler, vikl enderne på ståltråden sammen når den har den ønskede størrelse og afslut med en fin sløjfe i toppen. Nu kan den hænges op – enten i et vindue eller på hoveddøren. Til halloween kan der så tilføjes spindelvæv og edderkopper.

Gips-spøgelse

En flamingokugle, en paprulle fra en køkkenrulle, en kartoffel skåret over og to træspyd, gips og rasleøjne. Vand og afdækning til bordet.

Sæt flamingokuglen fast ovenpå paprullen. Sæt de to halve kartofler på hver sin side af paprullen (kartoflerne skal stå på bordet ligesom paprullen), stik et træspyd i hver kartoffel. Paprullen og kuglen udgør krop og hoved, træspydende bliver spøgelsets “hænder”.

Nu skal gipsstykkerne dyppes i vand og hænges over “skelettet” du har bygget. Lad endelig børnene selv komme gips på. Njord på 5 lavede sin helt selv.

Når gipsen er hængt på, så det rigtig ligner et spøgelse, skal den bare tørre – dette kan godt tage op til et døgn afhængig af hvor mange lag der er brugt. Når den er tør kan spøgelset pilles af skelettet og der kan sættes øjne på. Vi har desuden taget en nål og noget sytråd, så spøgelset kan hænge.

I kan også sagtens male spøgelset.

Vindues uhygge

Vores vinduer er blevet pyntet og det er de simpelthen gjort med kridttuscher. Så jeg har tegnet spindelvæv, edderkopper og flagermus i toppen af vores store vinduer.

Kridttuscher er fantastiske at bruge på glas, for alle kan være kreative – både børn og voksne – og hvis man ikke er tilfreds eller bare gerne vil have vinduer uden tegninger, så tager man bare noget køkkenrulle og vinduespudsemiddel.

Halloweenmaske af papmaché

Njord var meget ivrig efter at fortælle sin ide om en sort hættetrøje og så en maske. Så vi gik igang med papmache og fik kreeret en maske – nogenlunde som ønsket. Drømmen var Venom fra Spiderman, men så længe det var en uhyggelig maske, så var det fint. Det er noget af en proces, især for en dreng på 5 år. For det tager flere dage at bygge på masken, medmindre man er professionel papmache bygger. Det du skal bruge er:

  • avispapir revet i stykker
  • tapetlim
  • malertape
  • sølvpapir
  • maling
  • pensler

Fremgangsmåde: Start med at puste ballonen op og så skal der laves en ramme af sølvpapir, som passer til ansigtets størrelse (det ansigt der skal bruge masken). Nu skal der bygges på af avispapir – sørg for at hvert stykke avispapir er dækket af tapetlim, men uden at det sejler. Der må ikke være store klatter af lim på papiret. Byg ud af i luften.

Tænder, tungen og omridset af øjnene er hos os først formet med sølvpapir, sat fast med malertape og derefter dækket med papmaché (avispapir med tapetlim). Sølvpapir er nemlig nemt at forme og er derfor en god base. Tungen har vi lavet for sig selv først og er derefter sat på med malertape og papmaché. Når masken er helt tør (dette kan tage over et døgn), kan I begynde at male den. Afslut med at sætte snor i, så den kan sidde fast.

Gravsten af papmaché

Okay, det er så ikke helt sandt at disse gravsten er lavet af papmaché. De er først og fremmest lavet af to smalle papkasser – en æske fra noget morgenmad ville også kunne fungere. Du skal bruge:

  • en høj, smal papkasse
  • tapetlim
  • avisstykker
  • malertape
  • pap
  • maling
  • pensler
  • evt. poscatusch eller en sprittusch
  • lak

Klip strimler af pap, så de passer med papkassens tykkelse, så et af dem kan blive lagt hen over toppen på papkassen – det skal give den buede top. Lav derefter ca. 3 ruller af de strimler pap du har klippet. Den midterste rulle skal være større end de to andre. Dem sætter du mellem papkassen og den strimmel pap du har klistret fast på papkassen. Begynd så at komme papmaché på – det vil sige stykker af avispapir med tapetlim på. Husk ikke at komme for meget lim på stykkerne, da det også vil gøre tørretiden meget længere, dog skal der være lim nok på til at det kan sidde fast. Som det kan ses på billedet, er den ene kasse dækket helt af papmache, hvor den anden kun har i toppen ved det der er bygget på og i hver side, hvor der sidder tape under. Det er fordi den lille kasse havde en meget glat overflade og ville gøre det svært for limen at fæstne.

Obs! Sørg for at alt tape er dækket af papmache, da maling ikke binder til almindelig tape.

Lad limen tørre, dette kan tage over 12 timer. Når limen er tør, kan du male dine gravsten. Jeg har brugt almindelig akrylmaling fra Søstrene Grene. Jeg har brugt hvid, sort, grøn og rød. Den røde er først brugt til sidst, hvor jeg har skrevet hen over gravstenen, som var et blod.

Jeg har blot lavet en klat hvid maling og en klat sort maling på en tallerken, som jeg i princippet har mikset imens jeg har malet på gravstenen – dette giver lidt mere struktur. Den grønne maling er duppet på, for at skulle minde om mos. Da det var helt tørt, har jeg tegnet med en poscatusch både teksten R.I.P og kraniet på de to gravsten. Til allersidst har jeg så malet teksten jeg vender tilbage Halloween nat, blodhånden i bunden og bloddråberne ved kraniet.

Når alt dette er tørt kan du give dem en god lak, alt efter hvor meget de skal holde til og om de skal stå indenfor eller udenfor.

Blodige lys

For lidt ekstra uhygge, kan I selv nemt lave disse blodige lys. Det kræver kun 2 ting, nemlig hvide bloklys og et gennemfarvet rødt lys – okay 3 ting hvis man tæller lighter/tændstikker med.

Her var både min dreng på 5 år og ham på 2 år med – men ham på 2 fik meget hjælp!

Tænd det røde lys og lad det dryppe stearin ud over det hvide bloklys, sådan så det løber ned af siden på det. Fortsæt indtil i er tilfredse med det blodige resultat.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.