Boganmeldelse
“Forblændet af tårer og vrede så jeg det slet ikke komme, men det ramte mig, som et tog rammer et lammet dyr, og jeg røg bagover”.
Jeg har taget mig selv i, at sidde fastfrosset og glemme alt om tid og sted. Alt imens jeg har læst den nye roman af Line Thorstensen. Rør mig nu. En debutroman.
Rør mig nu udkom i fredags, den 15. marts 2019.
På mange måder sidder jeg fastfrosset, som hovedpersonen selv. Heldigvis er jeg fastfrosset på grund af en fangende bog og ikke en voldelig tilfangetagende kæreste.
Siderne skifter hurtig og nysgerrigheden stiger igennem bogen. Hvornår er det nok og hvornår kommer den lykkelige slutning? Samtidig med at jeg tænker, at ingen mennesker kan have været noget lignende igennem. Men så kommer jeg til at tænke på mit interview med Line Thorstensen. Bogen udspringer fra hendes eget liv og over 300 timers interview med 25 forskellige kvinder. Av. Det skær i mit hjerte.
Tænk sig, at kunne brokke sig over vejret, når man sidder indenfor på kontoret på sit arbejde eller hjemme i sofaen, bare fordi man om lidt skal ud med hunden. Hvor andre lever uden tag over hovedet og skal overleve vejret.
Det er ikke en rar tanke og lige præcis der gør rør mig nu en stor forskel. Denne roman lukker op for tankerne om, hvad man selv kan være med til at gøre.
Men ud over at hovedpersonen Hannah, viser livet fra en hjemløs persons side. Så viser hun også livet som voldsramt. Et liv, hvor den voldsramte ikke vil identificere sig med et offer og at det derfor ikke er nemt hverken at give hjælp eller få hjælp.
Hannah viser os livet på den anden side af velfærdssamfundet. Hun råber politikerne op. Hvor langt skal man ud, før man reelt får den hjælp man har brug for? Åbenbart skal man langt ud. Men burde det være nødvendigt at skulle samle folk op fra bunden af bunden, når der er mulighed for at samle dem op langt tidligere? Eller er voldsramte, hjemløse, omsorgssvigtede så svære at hjælpe, indtil de er kommet til punktet af point-of-no-return?
Det er en roman der stiller mange spørgsmål mellem linjerne. Samtidig lærer det os også, at vi ikke kender folk så godt som vi tror.
Har du kendt en Hannah?
Jeg er fra Københavnsområdet og jeg virker til at være omkring samme årgang som Hannah. Jeg har haft vilde nætter på IN – et sted som bliver ofte omtalt i bogen og som ikke længere er et eksisterende diskotek.
Har jeg mon kendt en Hannah? Jeg har mødt mange, når jeg har været i byen, blandt andet på IN. Folk som man flygtigt møder, fester med og derefter aldrig ser igen.
Jeg tænker, forhåbentlig har jeg aldrig mødt en Hannah. Jeg har aldrig selv været i en gruppe, hvor vi tog stoffer – vi var derimod store modstandere af stoffer. Men jeg vil ønske, at hvis jeg har mødt en Hannah, at jeg har kunne hjælpe hende. Bare en smule. Helt uden at vide det.
I Hannahs sted
Flere gange i løbet af romanen havde jeg simpelthen kvalme. Ikke på grund af, at bogen var dårlig. Men derimod fordi den var så godt skrevet, at jeg kunne føle hvad Hannah følte.
“[…] jeg prøver desperat at tage fat i hans hænder for at få ham væk. Han sætter tempoet op, jeg skriger grådkvalt, der løber væske ned ad mine ben, og han trækker dig ud.”
Konstant følte jeg, at jeg sad ude på spidsen af stolen og kunne ikke slippe bogen. Hvad ville der nu ske? Ender bogen med et sidste åndedrag eller en prinsesse afslutning?
Man får følelsen af, at man selv er den der bliver voldtaget – jeg skubbede, kæmpede og græd med Hannah gennem bogen.
En Livsstil 