#UK-FØDSEL

Terminsdagen kom og turen til Herlev, hvor jeg skulle have en samtale med en fødselslæge om, hvad vi skulle gøre i forhold til at lillebror lå i UK-stilling (underkropsstilling – med underkroppen nedad i stedet for hovedet).

Da jeg kom ind på fødemodtagelsen, kom der en jordemoder for lige at køre en hjertekurve på lillebror og alt så fint ud. Fødselslægen kommer ind og vi taler om muligheden ved endnu et vendingsforsøg eller blot at føde ham, som han nu lå. Jeg vil gerne prøve at få ham vendt igen, for drømmen var at føde i vand igen og det kunne jeg kun, hvis hovedet var nedad. Hun mærker på mig og jeg er denne gang 2cm åben. Så de ville kunne vende ham, tage vandet og dermed give mig en “normal” fødsel.
Hun tilbyder at lave vendingsforsøget med det samme, men da jeg er alene på hospitalet,  bliver vi enige om at jeg kan komme igen klokken 17.00, hvor jeg så har manden med.
Jeg gik derfra med en meget tung følelse mellem benene. Da jeg tog ud til Herlev gik jeg i et rask tempo og tænkte ikke meget over, at jeg faktisk var højgravid. Men da jeg skulle hjem derfra, der vraltede jeg langsomt afsted og kunne pludselig mærke hyppige plukveer.
Derefter kommer Niclas hjem, hvorefter vi så kører mod Herlev. Jeg har stadigvæk veer.
Jeg synes dog at veerne virkelig bider og jeg har svært ved at kontrollere min krop, når jeg bare ligger der på ryggen. Så jeg spørger jordemoderen, om jeg må stå op og rokke til veerne – og så længe vandet ikke er gået, så må jeg gerne. Fornøjelsen i at stå op blev dog kort, for jeg når kun én ve stående og så fosser vandet ud. Som en stor vandballon der sprænger. Jeg bliver så forskrækket at jeg hopper op i sengen! Klokken er 7.45.
Nu går det stærkt. Fødselslæger mm. bliver tilkaldt. De løber rundt og skal have styr på det hele og midt i kaosset siger jeg, at jeg har pressetrang! Jordemoderen fortæller mig, at jeg bare skal lytte til min krop og presse. Jeg kigger helt skræmt på hende og spørger, om jeg overhovedet er 10 cm åben – det er jeg!
Det hele var bare gået så stærkt med fødslen og også bagefter: han blev lagt op til mig, navlesnoren blev klippet og han blev rykket over på bordet ved siden for at blive tjekket og få ilt. Jeg husker, at jeg kiggede over på ham og tænkte “der ligger en baby”. Jeg var slet ikke med, så i min verden var han ikke min.
Han kom over til mig igen, nu med iltmaske. Mine moderlige følelser er slet ikke med, jeg er mere optaget af Niclas og nusser bare den lille gut på mit bryst. Jeg kan huske, at jeg fokuserer meget på Niclas, der står med tåre i øjnene og kigger på mig – tydelig påvirket af at have set hjælpeløst til imens jeg var i smerte og være blevet far igen.
De vil køre min lille nyfødte baby på neonatal til observation – jeg siger at Niclas skal gå med, han tøver og kigger på mig. Jeg vil helst have ham hos vores lille baby, så han kan være der for ham og være opdateret. Så kan jeg stille få lov til at sunde mig over, at jeg faktisk er blevet mor igen. Det er alt for surrealistisk. Jeg fortæller det til jordemoderen, at jeg ikke rigtig kan få mit hoved til at følge med og hun forstår det godt, med sådan en lynfødsel.
Imens jeg bliver ordnet og syet (en førstegrads bristning), taler jeg med jordemoderen og den jordemoderstuderende om forskellige ting – næsten som hvis det var enhver anden dag. Jeg får “fødselsdagsbordet” og først der, alene på fødestuen, begynder mit hoved at bearbejde hvad der er sket. Jeg vil gerne se min søn.
Vores lille Martinus, så ny og fin – med elektroder over det hele. Heldigvis var han igen koblet fra ilten, så jeg kom ikke til at opleve han med den kæmpe slange i næsen. Det har jeg kun fra det billede Niclas har taget af ham.
Njord bliver hentet af mine forældre, hans bedsteforældre, den dag hvor vi tager til vendingsforsøg. Han har i flere dage gået og plaget om, at få lov til at sove hos dem, men har fået et nej, da vi vidste, at de skulle have ham når jeg gik i fødsel. Da Njord ser sine bedsteforældre over i børnehaven, siger han bare til dem “nu er lillebror på vej ud” – for det havde jeg sagt, at det kun ville være der de skulle hente ham. De husker mere end man forventer!
At få et baby i UK-stilling betyder at man lige skal en ekstra tur på hospitalet, for at få ultralydsscannet hofterne, da de kan have taget skade. Her var Martinus sluppet uden nogen skade.
Når jeg tænker tilbage, så ville jeg ikke gøre noget om – jeg vil til hver en tid hellere prøve at føde vaginalt end ved kejsersnit. Det gjorde sindssygt ondt, men han kunne lige så godt have været stjernekigger el.lign., der også ville have givet den ekstra smerte. Så de skræmmehistorier der er omkring sæde- og UK-fødsler, de kommer fra dem der ikke har prøvet det. Jeg er i hvert fald stolt over at have født ham vaginalt – og var det endt i akutkejsersnit, så ville jeg have været stolt af at have prøvet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.