Fødselsberetning #1

En sædefødsel hos en førstegangsfødende…

 

Intro: Da jeg selv pludselig stod med en dreng i maven, der havde valgt at  ligge i UK (Under Kropsstilling) søgte jeg svar, fra nogen der rent faktisk havde prøvet en sæde- eller UK-fødsel og ikke kun kom med skræmmehistorier. Da kontaktede Grith mig – en førstegangsfødende, der i februar måned var blevet mor til en pige der blev født i sædestilling. At skrive med hende, var lige det jeg havde brug for. Hun forberedte mig og gjorde mig så tryg ved tanken om, at føde et barn der ikke bare lå i den normale hovedstilling.

 

Vi talte efterfølgende om, at jeg nok ikke er den eneste, der står uvidende og bliver skræmt af folks ideer om, hvad en sædefødsel egentlig betyder. Så her får i Griths fødselsberetning og senere vil i få min.

 

 

Sædefødsel? Av det må gøre ondt! dette var min første tanke da mig og min kæreste var til scanning på sygehuset og fik beskeden “Hun ligger med numsen nede og så hedder det en sædefødsel” 

For lige at tage den helt fra starten af. Jeg var gravid med vores første barn. Vi havde hele tiden på fornemmelsen af at hun måske lå med numsen nede og ikke hovedet, men gang på gang da vi var til kontrol ved vores jordmoder sagde hun hver gang “hun ligger med hovedet ned af” og som førstegangsfødende og ikke aner noget som helst, så tror vi jo selvfølgelig på hvad jordmoderen siger. Vi var så til undersøgelse ved egen læge og der målte min læge min mave og syntes måske at det kunne virke som om at hun ikke var helt så stor, til trods for at en uge inden sagde vores jordmoder at hun havde helt perfekt størrelse osv. Vores læge sender os af sted på sygehuset til ekstra scanning, bare for at være sikker på at det hele var som det skulle være. Det viste sig at være en rigtig god ide at komme af sted til de ekstra scanninger. Da vi kommer ind til den første scanning, der er vi begge meget spændte og lidt nervøse for om det hele nu er som det skal være. 

Det viser sig så at hun både er for lille og at hun ligger med numsen nede (hvad havde vi sagt hele tiden) og ikke hovedet som vores jordmoder har sagt gang på gang. Det skal lige siges at de her ting først bliver opdaget i  uge 35-36 så det er ved at være lige om lidt. 

Efter den scanning går det hurtigt vi kommer til flere scanninger for at holde øje med om hun stadig tager på osv. og det gør hun, hun følger bare sin egen kurve. Dette var vi rigtig glade for at høre. 

 

Nå, så til alt det med sædefødsel. 

Vi kommer ind og skal snakke med en overlæge. Dette sker allerede efter den første scanning, han fortæller ganske lidt om sædefødsel. 

 

Efter det møde kigger vi begge to på hinanden og siger “hvad skal der så ske nu?”  og vi går begge derfra med en rigtig underlig følelse og tanken om ikke at vide hvad der skal ske, var på ingen måde rart og slet ikke når ingen af os har prøvet det før.

Da vi kommer ud i bilen, bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg kan slet ikke lige rumme de her ting, først er hun for lille og en masse kontrol med det og så nu også en sædefødsel. Efter lidt tid hvor vi sidder og snakker i bilen, er min  kommentar “jeg vil bare have planlagt kejsersnit, jeg skal ikke igennem en sædefødsel”. Ærligt så var jeg skide skræmt ved tanken om en sædefødsel og tænkte “shit hvad skal det ikke ende med?”. Denne tanke kom på baggrund af en masse skrækhistorier som jeg fik fortalt af en masse folk. Sjovt nok fra folk som ikke selv har prøvet en sædefødsel, men bare havde hørt om sædefødsel og læst om det (jeg gik også selv med det samme hjem og Googlede alt hvad er overhovedet var om sædefødsler, og det gjorde mig kun endnu mere nervøs og skide bange faktisk). Der var rigtig mange der sagde til mig, “ej det gør du vel ikke, du er førstegangsfødende og skal have en god oplevelse, så tag nu hellere at få planlagt kejsersnit” og dette var da også min første tanke i starten. 

 

Vi fik så en indkaldelse til et vendingsforsøg. Da vi var på vej til sygehuset var jeg ærlig talt ved at skide i bukserne, ja undskyld mit sprog, men var sku ret bange for igen havde jeg kun hørt om hvor ondt det gør sådan noget osv. (Havde selvfølgelig igen, igen Googlet mig frem til alt muligt) 

Da vi kommer ind på stuen, bliver vi mødt af den sødeste jordmoder som faktisk er specialiseret inde for sædefødsler. Hun fortæller en masse omkring sædefødsler, hvis nu det her vendingsforsøg ikke skulle virke. Det var bare en rigtig dejlig samtale og lige der, der fik jeg tanken at en sædefødsel det kunne jeg sagtens klare. Det var lige præcis den samtale jeg havde haft brug for kunne jeg mærke, og ikke alle mulige skrækhistorier og en masse Google. 

Jeg skal så have kørt en strimmel (CTG kurve) i ca. 30 minutter inden de kan lave vendingsforsøget. 

Da de 30 minutter er gået kommer der ingen læge ind, det ender med jeg ligger der i 50 minutter med den om maven. Da de kommer ind forklare de at de kan følge med på en skærm og at de lige skulle se hvordan hendes hjerteslag var. 

Der kommer 3 ind på stuen til vendingsforsøget en der er læge og to studerende som skal være med under forløbet. Jeg får en indsprøjtning i låret, så min livmoder slapper af (der kunne jeg godt have haft brug for noget der fik mig til at slappe lidt af!).

Jeg var så nervøs da de skulle gå i gang. Da de går i gang gør det ikke så ondt lige i starten, men jo flere gange han prøver jo mere ondt gør det og er virkelig ubehageligt. Jeg begyndte også at græde, så ubehageligt syntes jeg at det var. 

Han prøver faktisk 6 gange for at få hende vendt, hvor han også til sidst må erkende at hun ligger bare alt for godt fast med numsen nede i mit bækken. Øv, at det ikke lykkedes men det var alle forsøgende værd, trods smerterne. 

 

Vi får så en ny tid som er en uge efter. Der går dog kun 5 dage efter vendingsforsøget før vi må en tur der over igen da jeg har en del ondt. Aner ikke om det er veer eller hvad det er.

Da vi kommer derover får jeg igen kørt en strimmel og de kan konstatere at alt er helt som det skal være og jeg har ikke veer osv. Da vi er derover siger hende lægen, om vi ikke vil prøve et vendingsforsøg mere, så skulle vi ikke komme til vores tid om 2 dage og jeg siger ja tak. Selvom jeg efter første gang havde sagt flere gange til min kæreste at jeg ikke ville prøve det igen, for syntes virkelig ikke det var rart. Jeg får alligevel taget mig sammen og tænker at det ville jo være rigtig fedt hvis det så lykkedes. 

Desværre lykkedes det ikke og det gjorde endnu mere ondt den her gang. Lægen måtte også konstatere at hun lå bare rigtig godt fast nede i mit bækken. Det her er i uge 37.

 

 

Griths datter fra den dag hun blev født

 

Jeg når til uge 38+0 og så vil hun altså ud. Hun kom d. 28 februar og jeg havde termin d. 12 marts. 

Jeg havde veer i flere dage op til og kunne slet ikke holde det ud mere. Mandag aften hvor veerne de bare bliver ved med at tage til beslutter vi os for at ringe til sygehuset. Jeg ringer derover og de syntes vi skal komme ind for at blive undersøgt. Jeg fortæller hende at min datter ligger med numsen nede og at det bliver en sædefødsel hvis det er at jeg er i fødsel, fortæller hende også at mit vand ikke er gået endnu (hvis mit vand var gået skulle jeg omgående have lagt mig ned og ringet efter en ambulance, det skal man når barnet ligger med numsen nede). Hun fortæller mig i røret at vi bare skal køre stille og roligt (da jeg sidder i bilen tænker jeg “stille og roligt” vi skal bare af sted NU, da de skal have kaldt nogen ekstra ind på vagt da man under en sædefødsel skal være flere på arbejde. 

Da vi ankommer til sygehuset fortæller de mig at jeg er 7 cm åben så jeg skal klæde om og komme med over på en fødestue (der er en fødestue som man bruger når det er sædefødsel og det er den stue uden badekar bl.a. for man må ikke komme ned i vand under en sædefødsel).

 

Puha, nu blev det lige pludselig meget virkeligt det hele. Vi havde faktisk begge regnet med, at vi bare blev sendt hjem igen, så vi havde ikke noget med udover os selv. Min kæreste får ringet til min mor og min søster som skulle være med under fødslen. 

Da jeg kommer over på fødestuen og får lagt mig op på briksen som jeg vil kalde den, der går mit vand så, og jeg lyver ikke når jeg siger at det bare er ud over det hele men jeg skal bare blive liggende da jeg ikke må rejse mig pga. det er en sædefødsel. Rigtig lækkert at ligge der i alt det vand. NOT. 

De fortæller mig at til sidst, at der under min fødsel vil der være en del læger, speciallæger, overlæge, børnelæger osv. på stuen pga. det er en sædefødsel. 

Veerne tager til og min jordmoder og den jordmoderstuderende vil have mig til at ligge i alle mulige mærkelige stillinger og det kan jeg bare ikke! Til sidst får jeg vist også fortalt dem, at det her fungerer altså slet ikke og det stresser mig helt vildt, for vi kommer ikke rigtig videre i forløbet og gør sygt ondt! Det skal lige siges at under hele fødslen ligger jeg med en CTG rundt om maven plus de har sat en lille spiralelektrode fast på hendes numse for at holde øje med hendes hjerterytme. 

Jeg når til et punkt under fødslen, hvor jeg bare ikke kan mere. Jeg siger til dem flere gange, at nu skal hun bare ud og det skal være NU. Jeg fortæller dem flere gange, at nu skal de bare skære min mave op og få hende ud.

 

Det ender med at vi laver en aftale, den aftale går ud på, at jeg i en time får lov til bare at ligge for mig selv (jordmødrene osv. er selvfølgelig på stuen), men jeg får lov til bare at ligge som jeg vil og bare gøre hvad min krop fortæller mig at jeg skal gøre. Jeg må dog kun ligge ned. Kommer ikke op at stå på noget tidspunkt. Den time hvor jeg lå for mig selv, viste sig at være en kæmpe succes.Det ender med at efter den time er gået, kan de faktisk se hendes numse da de kigger op i mig. De siger til mig at jeg skal presse og give alt jeg har ved den næste ve, dette gør jeg. AV for H….. altså! Numsen kommer lidt ud og imens vi venter på den næste ve – som bare føles som en evighed – ligger hendes numse og kører ind og ud af min skede. AV en vild smerte! Jeg får vist også sagt til hende jordmoderen, om hun ikke lige gider lade hver med at skubbe hende sådan frem og tilbage. Det var jo selvfølgelig ikke hende der gjorde det. Jeg giver den alt hvad jeg har ved de næste 3 veer og så mangler vi kun hovedet. Jeg presser alt hvad jeg kan, men hovedet vil ikke komme ud. Det er så her at overlægen bliver kaldt til stuen for NU skal det hoved ud og det skal bare være NU. De fortæller mig at for at få hovedet ud, så ved den næste ve jeg får, der bliver de nød til at klippe mig! KLIPPE MIG!!! I kan tro nej da. Min kommentar var også med det samme “Nej, det gør i så ikke” for AV tænkte jeg bare. Men som de forklarede, så skulle det hoved altså ud og ja, det kan jeg da også godt se nu efter, at selvfølgelig skulle det da det. Men når man ligger midt i det smertehelvede som  det var, så er tanken om også at blive klippet virkelig skræmmende. Inden jeg får tænkt mere over det så kommer den næste ve og de klipper mig! AV FOR H….. Har ALDRIG nogensinde prøvet en smerte så vild før. Jeg skreg vist også hele sygehuset op! Det sortnede totalt for mine øjne og hvis det ikke havde været for min mor, som bare stod med ilt ned i hovedet på mig og min jordmoder der råbte PRES! Så var jeg besvimet. 

Igen, det gjorde F…… ondt da hovedet kom ud, men da hun endelig var ude var det virkelig en lettelse og en følelse af lykke som jeg aldrig har prøvet før. 

Jeg kunne godt se da hun kom ud at hun var i hvert fald ikke de 2500-2700g som de havde skudt hende til og ganske rigtigt, hun vejede kun 2290g. Så hun kom over til børnelægerne med det samme og fik lagt en sonde som hun havde i, i de 10 dage vi var indlagt. 

 

 

 

En ting man lige skal være forberedt på ved en sædefødsel det er at når babyen kommer ud, så kan de godt ligge med benene helt oppe ved hovedet. Det gjorde min datter. 

Det var ret skræmmende at se og blev ret bange. Vi havde ikke fået fortalt at dette var helt normalt ved en sædefødsel. Så vi fik os et kæmpe chok. Det var en information vi gerne ville have haft inden, så vi var lidt forberedt. Efterfølgende var vi til kontrol med hendes hofter og der var heldigvis ikke noget at komme efter. Jeg tror det tog omkring 6 dage så var benene nede igen.

 

Jeg er SÅ glad for at jeg gennemførte min sædefødsel. Mange har spurgt om jeg ville gå igennem en sædefødsel igen og ja, det vil jeg. Det er den vildeste følelse og ja, det gør F…… ondt, men det er det hele værd. Først bagefter er jeg blevet gjort bekendt med hvor sejt det egentligt er at gennemføre en sædefødsel og især som førstegangsfødende. Alle der føder er seje i mine øjne, en sædefødsel er bare noget helt specielt. Ham overlægen som kom ind og skulle få hovedet ud, roste mig også ret meget efter fødslen og han spurgte mig også flere gange “er det virkelig rigtigt at du sagde nej til alle former for smertestillende under hele fødslen” Ja, det er helt korrekt. Dette syntes han var ret vildt, især når det var en sædefødsel og som førstegangsfødende.  Jeg blev nok spurgt hver halve time om jeg ikke ville have noget smertestillende, men havde sagt til mig selv fra start af, at jeg skulle gennemføre den her fødsel uden nogen former for smertestillende og det gjorde jeg! 

Jeg vil sige til dem som får beskeden om at deres barn ligger med numsen nede, i skal IKKE vælge planlagt kejsersnit. Det gør F… ondt ja, men det er virkelig det hele værd bagefter når man ligger der med sin lille baby. 

Dem der skal igennem en sædefødsel, i skal ikke læse om det på nettet og lytte til alle dem som kommer med skrækhistorier, for stort set alt det i læser og hører, er fra folk der ikke selv har prøvet det. Selvfølgelig er der nogen som har været igennem en sædefødsel og det bare ikke har været godt og endte i akut kejsersnit. Men som min jordmoder sagde på sygehuset “bare tænk på at det er ligesom en almindelig fødsel og det er samme smerte”. Jeg har så hørt fra et par stykker efterfølgende som har prøvet både en almindelig fødsel og sædefødsel, og de siger at en sædefødsel gør meget mere ondt. Men så kan jeg da trøste mig med at det ikke kan blive værre anden gang, hvis han eller hun da ikke også ligger med numsen nede.

 

Jeg havde heldigvis ikke så mange uger til at gå og tænke over det her med en sædefødsel, men syntes at det var lang tid nok. Mest fordi når man fortæller om det, så bliver folk med det samme sådan “ej det lyder vildt”, “det bliver altså ikke en sjov fødsel osv.” Jeg har flere gange tænkt. Hvordan ved i det? For de har ikke selv prøvet det, men bare læst og hørt en masse skrækhistorier. Jeg syntes ikke at en sædefødsel skal gøres til noget negativt og en skrækhistorie.For det syntes jeg på ingen måde at det er. Ja, det kan gå galt og ende med akut kejsersnit osv., men hey, det kan det altså også ved en almindelig fødsel. Så hvad er forskellen? I mine øjne er den eneste forskel kun at de ligger forskelligt inde i maven. Dog er der jo lige nogle ting ved en sædefødsel som er lidt anderledes i form af flere læger, hvis vandet går så ring efter en ambulance og du må ikke føde i vand. Men ellers er det jo samme proces man skal igennem. 

 

Jeg håber at det her indlæg kan være med til at berolige nogle mødre der skal igennem en sædefødsel. Jeg ville ønske, at jeg selv havde haft nogen at snakke med det om, da jeg skulle igennem en sædefødsel. 

Hvis der er nogen der sidder derude med spørgsmål eller gerne vil have noget uddybet så endelig bare skriv på grithweber@gmail.com, jeg vil hellere end gerne dele min erfaring og måske komme med gode råd. 

 

Griths datter i dag