Følelsen af at være nybagt mor er helt unik, men den behøver ikke altid at være tyllet ind i stjernedrys og lyserøde skyer. Her er Rikkes fortælling, om hendes oplevelse af, at blive mor.
lykken er … at være mor
Min oplevelse af at blive mor, var meget anderledes end hvad jeg havde forventet. Inden jeg blev gravid snakkede vi om den lykke det ville være når jeg blev det, så da den første test jeg tog var positiv, var lykken stor. Lykken og forventningens glæde var uendelig igennem min graviditet, og jeg glædede mig til at føde. Endnu mere glædede jeg mig til at få min søn op på min mave og mærke det slag af en hammer det ville være, at nu var jeg mor – og jeg ville være så forelsket i min lille dreng.
Da Anton endelig blev født d. 21/7 – 2014, 3 dage efter termin, var det ved hjælp af en kop. Efter et par timers pressen måtte vi erkende at jeg havde brug for hjælp, og det viste sig at være fordi han var stjernekigger. Da han kom ud og blev lagt op på min mave, kunne jeg ikke se hvad han var. Jeg troede i et kort øjeblik at de var kommet til at lægge moderkagen op på min mave, og det var først da de tog ham væk for at tjekke at han var OK efter den hårde start på livet, at det gik op for mig at jeg havde født. Da jeg bagefter fik ham tilbage og skulle ligge tæt med ham, følte jeg mig kvalt. Forundret over den giraf der lige var trådt ind i rummet, men kvalt af maskiner, mennesker og det kroniske nærvær af en-eller-anden.
Jeg lukkede ned for mine følelser i dagene efter, fordi jeg havde brug for at komme mig – psykisk og fysisk. I al den tid vi var på barselsgangen var min kæreste en bedre mor for Anton, end jeg var. Han trøstede når Anton var ked, skiftede ble og holdt øje med ham. Min primære funktion var at give ham mad – i flaskeform. Jeg kunne nemlig ikke døje at have Anton tæt på mig i det første døgn, så amning blev det ikke til, men det var alligevel vigtigt for mig at kunne give ham mad, så da vi dagen efter han blev født blev tilbudt flaske-muligheden tog vi den med det samme, og det har været den bedste løsning for os.
Den turbulente start har gjort, at jeg har haft meget dårlig samvittighed overfor Anton. Efter vi kom hjem drejede jeg og ville have Anton hos mig hele tiden. Jeg følte ikke at han fik nok af mig, jeg følte mig som en dårlig mor fordi jeg ikke havde haft overskud til ham, og fordi jeg ikke havde forelsket mig i ham ved første øjekast. Jeg brød mig ikke om at dele ham med andre – jeg var bange for at hvis andre holdt ham for længe, så ville han knytte sig til dem istedet for mig. Hvorfor skulle han dog vælge mig som sin mor, når jeg tydeligvis ikke var en særlig god en? Jeg følte mig ikke som en mor, og i de første uger efter, tror jeg godt man kunne have bildt mig ind, at Anton bare var en vi passede.
At blive mor var bestemt ikke som jeg havde forventet. Jeg blev hverken forelsket eller ramt af moderfølelse i det sekund han var ude. Det har taget tid for mig at lære at elske ham og at føle mig som en mor, og endnu vigtigere: at føle mig som en god mor! For hver dag der går bliver jeg dog mere og mere sikker i, at jeg ér en god mor, og i at jeg er den bedste mor for Anton. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den hårde fødsel er en stor medspiller til at vi kom skidt fra start, men jeg er heller ikke i tvivl om, at vi nok skal klare den alligevel og at jeg elsker ham ligeså højt som jeg ville have gjort, hvis kærligheden havde fundet os i første sekund.
At blive mor var ikke som forventet, men at være mor, dét er præcis som jeg havde tænkt og ønsket, og hver aften jeg går i seng, glæder jeg mig til en ny dag – også til dem der er nærmere lortebrune end rosenrøde.
En Livsstil 